26/12-09 - God Jul og godt Nytår. Og andet.
| Kære alle
Hermed en stor hilsen og et stort tak for 2009. Tak til alle, der har støttet os, og sunget med i løbet af 2009, og som har måttet indfinde sig med kopi-musik og sange fra en gammel dansk beatgruppe!
Året 2009 har på mange måder været et anderledes år for os som band. Der sker jo en gang imellem ting og sager, som har større eller mindre indflydelse på livet som sådan. Dette gælder også livet for et band som Nutidens Unge (af mange kaldet “NTU”). For os er der blandt andet sket det, at et par af os er gået hen og har fået “familiære” forpligtelser. Derudover har enkelte valgt at placere sig andetsteds i geografien, end der har været videre praktisk.
Dette har alt sammen medført, at tiden og engagementet har været mindre end det plejer. Derfor har året 2009 på mange måder været et stille og roligt år, med få koncerter, og værre endnu - få øvere.
Den nærmeste fremtid kommer også til at være stille og rolig. Vores trofaste mand ved koralknallerten har nemlig valgt at holde et halvt års orlov fra NTU, for dels at lære bluesmiljøet i Nashville at kende, og dels for at studere det, der i gamle dage hed EDB. Således er der ingen koncerter i kalenderen for foråret 2010.
Tillykke til de nye fædre, god tur til vores kommende korrespondent i Nashville, og… på gensyn til alle TV-2 fans derude !!
Kh Nutidens Unge
Sommerhilsen i vinterkulden |
|
7/8-09 - Den dag den sommer
| Tak til Vordingborg og Samsø
Kære alle. To store koncerter har holdt os oppe på beatet denne sommer. I Vordingborg fik vi fornøjelsen af at spille foran små 3000 mennesker i silende regn og torden. Ikke desto mindre var stemningen (surprise?) hyggelig og bundmusikalsk. Tak for en god oplevelse, Vordingborg.
Kort tid efter gæstede vi Samsø Festival, som var en uforglemmelig oplevelse for os. Festivalstemning, sol og bajere. Vi håber I nød det lige så meget som vi gjorde! Vi lægger nogle billeder op inden længe - i mellemtiden kan man se billeder på Vordingborg Festuges officielle hjemmeside her: www.vordingborgfestuge.dk/foto2009/fre/index3.html
Kh Nutidens Unge. |
|
18/3-09 - Tak for en god aften på Fatter E
| Tak for en god aften
Nutidens Unge vil sige mange tak til de, der var til stede på Fatter Eskil - til årest første promenadekoncert.
Vi nød jeres opbakning og var specielt imponeret af jeres skønsang og bundmusikalitet. Begejstringen ville ingen ende tage.
Der skal desuden lyde en personlig tak til supersubstitutten Jønne, der lagde bunden på bassen denne smukke aften.
Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang, vi ses på Fatter Eskil…
KH Nutidens Unge |
|
20/2-09 - Nutidens Unge spiller på Fatter’n
| Lørdag d. 7. marts kl 22.00 spiller NTU årets første job.
Vi har fået fornøjelsen af at spille på et af Århus’ hyggeligste spillesteder, nemlig Fatter Eskil i Skolegade. Se desuden www.fattereskil.dk
Dette må siges at være en god chance for at få hørt et par gamle TV2 klassikere. Vi glæder os til at se mange kendte ansigter, og håber I vil hjælpe til med bundmusikalitet og charme.
Vi ses!
Kh Nutidens Unge

|
|
28/01-09 - Kommende koncerter
Hej alle
Vel mødt i dette herrens år 2009! Vi er så småt igang med at planlægge årets koncerter. I år har vi valgt at prioritere en smule anderledes end normalt, således at vi ikke når forbi helt så mange venues, men til gengæld får mulighed for at give den max gas til endnu større festivaler og events, og med et endnu bedre show! Igen i år vil NTU levere dejlige TV2 klassikere til 1. maj arrangementet i Lunden i Silkeborg. I den forbindelse vil der, traditionen tro, blive leveret masser af politiske budskaber - NTU står dog kun for den musikalske leverence denne dag. Se venligst koncertkalender for mere information. På nuværende tidspunkt kan vi desuden afsløre, at NTU desuden gæster årets Samsø Festival og Vordingborg Festuge. Mere information herom følger naturligvis
Vi glæder os til at spille i venskabsbyen.
Mange hilsner,
NTU
Og her en lille teaser fra sidste års event i Lunden, Silkeborg

|
|
10/12-08 - En lille julehilsen fra alle os…
| Kære alle sammen.
NTU har spillet årets sidste job, og kan nu med glæde se tilbage på en masse fede oplevelser. Vi har haft fornøjelsen af at spille mange nye steder i år, og folk har virkeligt taget godt imod os over hele linien. 1000 tak for dette!
Vi har internt skulle forholde os til en svær opgave: Vores kære forsanger, Niels Peter, valgte i september at sige tak for 5 gode og spændende år i NTU. Vi forstår beslutningen, idet der for nogen er et liv ved siden af kopimusikken (…). Det har været en fornøjelse at være sammen med dig, kære NP.
Skæbnen ville, at efter beslutningen om at fortsætte, at Nutidens Unge krydsede vej med en ung og flot herre, som gerne ville prøve kræfter med jobbet som mikrofonbestyrer. Vi er nu derfor meget stolte af at præsentere vores nye forsanger – en dejlig person, en vidunderlig sanger og tilmed en flot fyr. Mine damer og herrer – på lead vokal: Nis Hybel!
Nis er dagligt at finde på byens musikkonservatorium og har desuden fingrene plantet i en del musikalske sammenhænge. Vi glæder os til at spille endnu flere koncerter med dig i fremtiden, Nis.
Til alle, der måtte finde det interessant:
Vi håber, at I får en glædelig jul, et godt nytår – og at vi ses igen på den anden side..
Mange julehilsner fra
Nutidens Unge |
|
29/8-08 - Nutidens Unge til Århus Festuge 2008
| Nutidens Unge til Århus Festuge 2008
Traditionen tro foregår Århus Festuge omkring den første uge i september, og Nutidens Unge er igen med til at gøre denne begivenhed sjov og mangfoldig.
Vi spiller følgende steder i år:
Torsdag d. 4. september kl 21.00 på Rådhuspladsen til “Flisebal” [ www.aarhusfestuge.dk/da/node/116 ]
Fredag d. 5. september kl. 22.30 på Jacobs BAR BQ [ www.jacobs-bar-bq.dk ]
Vi glæder os til at se jer!
Mvh NTU
|
6/6-08 - Solbeskinnet sommer-update
| Så blev det endelig tid til en lille sommerhilsen fra Nutidens Unge.Vi er i øjeblikket i gang med at støve af og gøre klar til at vores fortabte søn, Scott, hjemvender efter et ½ års trompet-undervisning i Sydafrika.De særligt udvalgte personer – eller de, som har forvildet sig ind på Scotts og Jeanettes rejselog – kan glæde sig til at få overdraget disse spændende rejse-anekdoter LIVE, som allerede er blevet klassikere i Scotts enorme historiebog. Vi glæder os til at høre dem igen og igen.. Og igen…
Nutidens Unge skal spille en del sommerkoncerter i det danske land - blandt andet skal vi spille Skt. Hans aften d.23. juni i Lunden i Silkeboooorg, så kig endelig forbi til en gang sommerhygge.
Rigtig god S.O.M.M.E.R. |
23/2-08 - Koncerter og andet godt fra havet
| Vinteren (hvis man da kan kalde den det i år) er efterhånden ovre, og det er blevet tid til en lille update.
Den 31. januar 2008 havde vi fornøjelsen af at besøge spillestedet Frank A i Odense. Og det var oven i købet første gang, at vi fik mulighed for at spille op til dans i denne idylliske sommerby på Fyn Tak til alle jer der dansede, og ikke mindst jer, der sang med. Vi havde en forrygende aften, og håber snart at vi må ses igen på Frank A!
Koncertkalenderen har i den forbindelse fået sig en overhaling, og det er nu muligt at få et overblik over de steder som vi vil besøge i løbet af foråret og sommeren. Se koncertkalederen her.
Næste koncert bliver d. 15. marts på Søpavillonen i København, hvor NTU konvojen endnu en gang har fået lov at underholde et sædvanligvis muntert og tætpakket publikum. Det bliver bestemt ikke første gang vi besøger dette fantastiske disko-slot, men vi vil ikke desto mindre bestræbe os på at levere en unik og danse-venlig koncert! Vel mødt!
Billede fra Frank A i Odense.

|
23/12-07 - Jule- og nytårshilsen
| Hej alle
James Bond året 007 nærmer sig nu sin slutning, og det er således på sin plads med en lille jule- og nytårshilsen.
Vi vil gerne takke alle for et sjovt og oplevelsesrigt år, som både har været med op- og nedture (dog flest opture) og med alt hvad der ellers hører til. Som sædvanlig har vi vores altid veloplagte og bundmusikalske publikum at takke for de fantastiske koncertoplevelser vi har haft i løbet af året.
Vores trompetist, Scott Westh, tager på ekspedition a la Dr. Livingstone til det afrikanske kontinent i det næste halve års tid, og holder derfor en (måske velfortjent?) pause i Nutidens Unge. I mellemtiden har vi hyret den anerkendte Århus trompetist Rune Krogshede som stand-in. Vi glæder os til at fyre den af med Rune og siger god tur og på gensyn til Scott Westh!
Foruden den midlertidige udskiftning i NTU’s stolthed, blæsersektionen, er vi til februar tvunget til at foretage endnu en udskiftning, som dog er permanent. Denne gang gælder det vores øvelokale, som vi med en hvis modvilje har overladt til en “Vild med dans” deltagers’ danseskole. Vi hører derfor gerne fra eventuelle friske folk der ligger inde med en god portion kvadratmeter tilegnet øvning i Århus og omegn.
Som led i vores oprustning i 2007 har vi etableret samarbejde med en lang række bookingbuerauer. Således er vi nu, mere end nogensinde, klar til at imødekomme den danske hang til TV-2 kopimusik. I løbet af ganske få dage vil vi offentliggøre en foreløbig koncertkalender for 2008, så hold godt øje med koncertkalenderen!
Glædelig Jul og godt nytår.
Mange hilsener,
Nutidens Unge

|
4/12-07 - Det sør’me det’ sandt…
| December…og det betyder, at vi ikke har i sinde at holde gavehumøret tilbage.
Hvertfald ikke lige foreløbig. Vores nye demo, som blev uploadet for 2 måneder siden, er nu hentet over 1000 gange. Et stort tak til alle dem som lytter med derude! I anledning af gavehumøret og denne store interesse for vores kopimusik, har vi lagt et par nye NTU medleys ud på “musik” siden.
Vi håber I vil tage godt imod dem
Hør de nye sange her.
Mvh Nutidens Unge
|
 |
|
Billede fra Søpavillonen, hvor demo’en blev indspillet |
1/10-07 - Hør den nye NTU live optagelse!
| Hej alle
Vores kære hjemmeside, som vi er så glade for, er nu igen blevet opdateret
Det er således muligt at høre, hvad det egentlig er vi bestræber os på her i orkesteret, nemlig at levere TV2 lækkerier i en efter egen vurdering overbevisende forstand.
Under menuen musik kan du høre 4 stærke TV2 hits, udført af Nutidens Unge på Søpavillonen d. 16. juni 2007.
Skriv endelig, hvad I synes i vores gæstebog – så bli’r vi så glade…
God fornøjelse.
Mvh Nutidens Unge |
14/9-07 - Og det var Århus Festuge…
| Tak for en fantastisk festuge.
Nutidens Unge vil gerne sige mange tak for den fantastiske opbakning og support, som I leverede ved hvert eneste NTU-indslag i løbet af festugen. Vi nød det virkeligt!Der kommer meget snart stemningsbilleder i galleriet.
Vi håber at folk har været glade og tilfredse, og at vi ses igen til endnu en omgang TV2 hits.
Mvh Nutidens Unge |
28/8-07 - NTU til Århus Festuge
| Nutidens Unge spiller i alt 4 koncerter til årets festuge, som i øvrigt har undertitlen – ”I bevægelse”.Nutidens Unge skal gøre sit for danne rammerne til en gang bevægelse af de festende folk, der måtte kigge forbi følgende tidspunkter og steder:
Tirsdag d. 4. sep. 21.00 Pustervig Torv
Torsdag d. 6. sep.21.00 Flisebal på Rådhuspladsen
Fredag d. 7. sep. 21.00 Jakobs BBQ
Lørdag 8. sep. 17.00 Pustervig Torv
VI SES!
Mvh Nutidens Unge
Århus festuge: http://www.aarhusfestuge.dk/ |
 |
17/8-07 - Sommerferien er slut!
I denne weekend samler vi tropperne i vores nye øvelokaler i Århus N. Der er dømt housewarming, udpakning og øvning til efterårets koncerter.Desværre må vi meddele, at vi starter efteråret ud på nedsat styrke, da vores bassist, Anders blev tacklet lige i overkanten på årets Roskilde Festival. Diagnosen lød på brækket håndled og pause i 3 måneder. Anders, der nu er ½ human, ½ machine, er sendt på rekreation, og i mellemtiden har vi fået hjælp af Jo Kirkeby Jokumsen på bassen, som er et kendt ansigt her i orkestret og med garanti klarer vikaropgaven til et 12-tal…Århus Festuge 2007 nærmer sig hastigt, og NTU skal spille flere koncerter rundt i byen.
Tjek koncertkalenderen for nærmere info.
Vi glæder os til at se jer! |
25/6-07 - Nutidens Unge på badeferie…
| Vi nærmer os hastigt juli måned – tiden, hvor enhver lille NTU’er har fået lov til at gøre lige, hvad han vil.. Tiden skal blandt andet bruges på badeferie, safari og festival - og alle glæder sig meget…Her i orkestret har vi i foråret været udsat for en brækket pote i blæsergruppen, hvilket har givet anledning til bekymringer, men trods nedsat funktion, har Jeppe – ved lidt ingeniørhjælp fra kollega Lars – kunnet tæmme saxen på et mere end acceptabelt niveau. Flot arbejde fra begge!
Sidste koncert inden ferien bliver således på lørdag d. 30. juni kl. 22.00, hvor Nutidens Unge har fået æren af at lukke og slukke på endags-festivalen i Balslev. (www.balslevfestival.dk). I skal være så velkomne til at kigge forbi dette meget seriøse foretagende i det fynske.
Ellers ønskes alle en god og velfortjent sommerferie, og det forventes, at alle fra orkestret møder op igen medio august UDEN brækkede hænder og fødder, således at Nutidens Unge igen kan komme ud og underholde i det ganske land.
Tak for et sjovt og bundmusikalsk halvår – vi glæder os til at se jer igen!
Mvh Nutidens Unge |
 |
3/6-07 - Verdensbilleder
| Nu nærmer tiden sig for Verdens billeder i Århus, og igen i år er Nutidens Unge hyret til at varetage en del af underholdningen på Pustervig torv.Vi spiller således mandag d. 4. juni i hjertet af Århus kl 17 og 2 timer frem.Vi glæder os, og håber at det sædvanligvis veloplagte publikum vil “give den gas” igen i år!
Vel mødt. |
1/5-07 - Ny hjemmeside
| Velkommen til vores nye hjemmeside!Så skulle det meste langt om længe være på plads - mangler blot de sidste detaljer! Vores nye hjemmeside har følgeskab af vores blog, NTU bloggen (klik her for at gå til bloggen).
Hilsen Nutidens Unge |
9/4-07 - Nutidens Unge: nu med blog!
| Vi har fået vores egen blog, komplet med historier fra det virkelige liv, sætlister fra tidligere koncerter og tanker om tidens trend. Ikke at forglemme 2500+ billeder.
Besøg den på www.nutidens-unge.dk/ntublog
Hilsen Nutidens Unge… |
 |
7/4-07 - Ny trompetist!
| Med en mindre forsinkelse vil vi hermed byde velkommen til vores nye trompetist, Scott Westh. Scott studerer til dagligt på konservatoriet i Århus og er en smooth og bad-ass lead-trompetist!
Beam me up, Scotty! |
 |
|